- Højdepunktet var selve vejen (caminoen)
- Jeg troede mødet med Katedralen i Santiago de Compostela, eller mødet med verdens ende i Kap Finisterre, skulle være turens højdepunkter, det var det ikke.
- Vandringen vandt suverænt!, her uddrag fra bogen i tilfældig rækkefølge og uden nærmere forklaring.
|
 |
Crus de Ferro, et beskedent jernkors på en træstamme omgivet af en stor stenbunke. er en af turens højdepunkter, ikke kun fordi punktet er caminoens højeste sted 1.497m over havet, men fordi det er fyldt med symbolik og stærke følelser. Traditionen foreskriver at pilgrimmene smider en sten, de har medbragt hjemmefra. Dermed har man lettet rygsækken for vægt, og rent symbolsk fjernet byrderne i sit liv; klar til at begynde på en frisk. Jeg havde "ryddet op", og medbragte ingen sten, alligevel virkede mødet med dette spartanske sted stærkt. Man mærkede de mange menneskeskæbner, som har stået her og ransaget sindet for "lig", som man her kunne slippe. På stedet er også et lille kapel. På den anden side af vejen en stor parkeringsplads, og ved at gå lidt nedad, en herlig vandfontæne, smukt indrammet af en stensætning. Dejligt sted at slukke tørsten og holde en sen siesta, -så det gjorde jeg. |
12.6.06. Når man går alene så længe, tænker man formentlig mange tanker, også dybe, men jeg husker dem ikke. Jeg har hørt flere beskrivelser af denne tilstand, men egentligt tror jeg bare, man går med en dyb indre tilfredshed over tingenes tilstand. Det kan man sikkert også herhjemme, men det mærkes ikke så intenst, fordi der hele tiden kommer små forstyrrende elementer. Måske er denne tilstand, som jeg skulle komme til at mærke mange gange i forskellige grader, caminoens egentlige højdepunkt og styrke. Man ved det bare ikke, fordi det er så svært at beskrive. Af samme årsag syntes jeg, at det er synd, som at dele camino vandringen i etaper over flere år, som mange gør. Tror man mister en del af helhedsoplevelsen. |
| Siddende på en sten, i skyggen på en smal vej, kommer der pludselig en stor flok køer imod mig. Beslutter at blive siddende, men føler mig ikke helt tryg, da de nysgerrigt kommer meget tæt på.. Bonden ignorerer mig, men det gør de to "glubske" hunde, som jeg ikke havde bemærket, ikke. Aldrig har jeg holdt vejret så længe, men de var også blot nysgerrige. Havde hørt meget om de "farlige" løsgående hunde, men følte mig aldrig truet. Tror, der i dag går så mange mennesker på caminoen, at det er blevet en naturlig del af hundenes hverdag. De ligger blot dovent og kigger på de forbipasserende. |
Hovedruten går til Samos, men jeg havde undtagelsesvis valgt den alternative rute over San Xil i 900 meters højde, over højsletten og ned til Calvor 520 m. Nær en lille by drak jeg som sædvanligt det sidste vand, velvidende at ny forsyning var nær. Det var løgn, ikke en eneste vandpost, bar o.a. første gang det skete.
Måtte vente til næste by selv om jeg hadede at gå uden vand, især i eftermiddagsvarmen, som det var nu. Næste by var der heller ingen vand, men nu turde jeg ikke gå længere. Bag en gitter-port ved et stort hus stod en pige. Pegede på min tomme flaske for at forklare situationen. Der skete intet men heldigvis kom faderen til syne i vinduet på første sal, og senere ned i morgenkåbe.
Nu forstod jeg pigens problem. Der skulle tændes for et pumpeanlæg, som lå i et lille udhus langt væk fra huset, derefter tilbage til en vandhane, dejligt. Min tissende travfælde var gået videre, nu kom han nysgerrigt tilbage, og pludselig blev vi trakteret på vin og kage, mens det franske sprog kørte lystigt. Hyggelig episode og dejligt med to fyldte vandflasker. |
 |
Uddrag
Kl 12 startede gudstjenesten. Forstod selvfølgelig ikke hvad der blev sagt, men det virkede meget højtideligt og stemningsfuldt.
Det store rum var fyldt til bristepunktet, mange stod op. Havde fået selskab af Ruth, som forstod lidt spansk og kendte de forskellige "arbejdsgange" i katolske kirker, hun forsøgte at holde mig a jour. F.eks. blev der på et tidspunkt råbt op hvor mange pilgrimme der er ankommet siden i går, med antal og lande. Danmark een, måske, jeg hørte det ikke. På et tidspunkt bliver et kæmpe røgelseskar sænket ned fra loftet.
|
 |
Uddrag
Man er alene da jeg kommer til endnu en stærk oplevelse, især fordi jeg ikke vidste det. De to sidste kilometer foregår langs en sandstrand i bare fødder og rygsæk løs over den ene skulder, samlende på de muslingeskaller, der er caminoens vartegn. I Fisterrra finder jeg refugiet, får et nyt diplom over vandringen, får anvist en køje, soveposen ud, optaget.. Provianterer ved en købmand og går caminoens to sidste kilometer til Kap Finisterre. Vejen slutter ved fyrtårnet, en stor hvid bygning. Min camino slutter på en klippeblok, hvor bølgerne fra Amerika brydes, kan ikke komme længere. Det kunne ikke slutte smukkere. En vej der ender det mest naturlige sted af alle, nemlig ved verdens ende. Et Atlnterhav der bølger dovent i solens skær, samt 800 kilometer uforglemmelige minder. |
| |